Kald det bare kunst med jordforbindelse

Keramik er mødet mellem natur og menneske. Jordens eget materiale, som inviterer til form og leg med leret som den håndgribelige substans, der bliver til små og større fortællinger om livet mellem mennesker i det varme samspil med naturens eget bud på det oprindelige. Kald det bare kunst med jordforbindelse.

Leret har undervejs en forunderlig rejse fra sin vugge i jorden til podiet i min butik, hvor det tunge, grove materiale er transformeret til det fine, skrøbelige udtryk, vi kalder for keramik. Og for mig er rejsen aldrig den samme. Jo, de ældgamle teknikker, der bearbejder leret. Men form, farve og fantasi går hver gang ad nye veje. Ansporet af naturens mangfoldighed, musikken, lyset, årstiden og ikke mindst livet i vandet omkring os.

Jeg lader mine fingeraftryk give liv til udtrykket. Og bruger kontrasten mellem den solide bund og de fine kanter i toppen af værket som det dramatiske element. Som mellem jordens mørke varme og himlens lette lys. Mine skåle og fade byder på nye opdagelser. De to sider varierer fra hinanden når skærven sætter sit præg på bagsiden, og de tre forskellige lag glasur runder værket af med sin dybde, og skaber hver gang nye oplevelser for dig, der kigger på.

Kig ind, og se ler blive til isflager og østersskaller. Blandt andet.

”Det er jo træerne der holder himmel og jord samlet”

Anitta Due er keramiker. Men også malerinde. Begge dele med inspiration fra dét sted, hvor det hele bliver skabt. Ved skoven og vandet.  I Middelfart kan man dufte saltvandet i gågaden, og når vinden er i vest fornemmer man også skovens klare nærvær til by og mennesker.

Naturen omkring mig er i bevægelse. Og det er netop det dynamiske udtryk derude, der fascinerer og inspirerer mig. Lavede jeg mine ting i storbyen, ville form og farve være helt anderledes. Mere geometrisk, rette linier, kraftigere og tungere ting, tænker jeg. Min inspiration kommer fra det organiske. Fra det mystiske, dragende salte hav, som både gør folk bange og trygge på hver sin tid. Og fra den duftende skov med de høje gamle træer, der stadig står og holder sammen på himmel og jord.

Lillebælt og naturen omkring Middelfart har sin cyklus. Ikke kun de fire årstider. Men også døgnrytmer. Og de helt langsomme bevægelser, der måske tager århundreder. Som i årringe og forsteninger. Naturen ved ikke helt, hvad resultatet bliver når tingene udvikler sig organisk med påvirkning fra havet, lyset og luften. Sådan har jeg det nok også.